iPhone 4 16 GB

iphone-4

Anmeldelse

iPhone 4 (16 GB) anmeldelse

Så er den her omsider! iPhone 4, det nyeste skud på stammen i Apples ekstremt populære telefonserie er landet i Danmark med et nyt operativsystem, en masse nye features, et nyt design, nye forbedringer og en masse andet lir. Men hvor stor en opgradering er den fra forgængerne, og hvordan er den at bruge? Vi har taget et kig på den mest populære iPhone nogensinde.

Design

En af de første ting der springer i øjnene på iPhone 4 er designløftet fra tidligere versioner. Hvor de to tidligere modeller i iPhone-serien, 3G og 3GS havde en rund bagside, er iPhone 4 den første iPhone siden første generation med en flad bagside. I modsætning til den første generations iPhone har Apple dog valgt at gøre bagsiden helt flad ved også at fjerne de runde kanter der eller koblede bagsiden sammen med telefonens smalle sider.

Selvom iPhone 4 vejer 2-4 gram mere end sine forgængere (137g i alt) er den samtidigt den tyndeste iPhone i serien. Sølle 9,3 mm er hvad den fylder på den smalle side mod 11,6 mm på den første iPhone og 12,3 mm mod sine to forgængere. Dette reducerer betydeligt hvor meget telefonen føles som en klods i hånden, også selvom vægten er den samme, og det nye design med telefonens antenner af metal på ydersiden føles ikke bare mere lækkert, men også langt mere solidt.

Knapperne på telefonen har også fået en overhaling. Hvor volumenknapperne før i tiden var en samlet lang knap der kunne trykkes hver vej er de nye volumenknapper i stedet to separate, runde knapper. Følelsen af knapper er en smule anderledes, men ser alt i alt ud til at fungere bedre hvis du bruger din iPhone med en case (naturligvis afhængigt af frabrikat). Det har i den forbindelse faktisk været dejligt at slippe af med den runde bagside vi kender fra bl.a. 3GS.

Der hvor Apple desværre har skuffet er med farvevalget på iPhone. Steve Jobs lovede oprindeligt at iPhone 4 ville komme i to farver, hvid og sort, hvor den hvide model skulle komme måneden efter den sorte. Det skete bare , og der er endnu intet tegn på at iPhone 4 vil komme i hvid før foråret 2011. Vi har forståelse for at der kan opstå forsinkelser, men hvordan 1 måned pludseligt bliver 8-10 måneder har Steve Jobs endnu ikke haft lyst til at forklare os. For slapt!

Tekniske specifikationer

iPhone 4 har stadigvæk den samme gamle 3,5” skærmstørrelse, men i modsætningen til forgængerne er opløsningen nu firedoblet på den nye Retina-skærm. Den nye opløsning på 960 x 640 mod de tidligere opløsninger på 480 x 360 gør en betydelig forskel. Man kan slet ikke se de individuelle pixels mere med det blotte øje, og skærmen er derfor langt skarpere end forgængerne, samt at den benytter ny teknologi der giver bedre farver end forgængeren. Til hverdag er dette dog ikke noget man vil lægge mærke til i det store hele, men lækkert er det, og vi kan lide at Apple kræser lidt med den slags kvalitet for køberne. Skærmen er på nuværende tidspunkt den bedste på markedet overhovedet, og vi kan lide den!

Ydelsen er hvor iPhone 4 virkelig kommer til sin ret i forhold til sine forgængere. Hvor iPhone 3GS havde en ydelse på 600 Mhz har iPhone 4, med den nye A4 processor der også sidder i iPad, en ydelse på 1 Ghz (1000 Mhz), hvilket er langt over forgængeren. Udover dette har Apple også fordoblet mængden af RAM igen. Den første iPhone og 3G havde 128 MB RAM, og 3GS havde 256 MB, så har iPhone 4 en imponerende 512 MB RAM der velegner sig stærkt til multitasking. Apple har virkelig gjort sit til at iPhone 4 kører som en drøm, og telefonen reagerer hurtigt i stort set alle henseender.

Den nye A4 processor fylder også mindre end forgængeren, hvilket har tilladt Apple at fylde et større batteri i iPhone 4. iPhone 3GS havde et batteri på 1219 mAh, hvilket iPhone 4 har forøget til 1420 mAh. Kombineret med at telefonens strømforbrug er en smule lavere, så holder iPhone 4 strøm i op til 30% længere tid end sin forgænger. Op til 40 timers musik, 300 timers standby, 10 timers video, og 7-10 timers browsing afhængigt af om der benyttes 3G eller Wi-Fi.

Derudover er der en del andre tekniske forbedringer og funktionaliteter implementeret i iPhone 4, deriblandt:

  • Gyroskop, en tilføjelse til iPhones accelometer, der gør iPhone endnu bedre til at opfange bevægelser og rotation
  • Ekstra mikrofon til støjreducering, placeret i toppen af telefonen
  • LED blitz til kamera
  • Frontkamera

Telefonen kommer som altid med 16 eller 32 GB hukommelse til musik, video, fotografier, podcasts, apps og hvad hjertet nu ellers kan begære.

Kamera & FaceTime

iPhone 3GS havde et 3 megapixel kamera, og iPhone 4 har opgraderet dette til 5 megapixel. Nu sidder der sikkert nogle smarte hoveder derude og tænker ”Jamen, nyere telefonmodeller har 8 eller 12 megapixel kameraer. Det er for slapt Apple”. Her bliver vi lige nødt til at standse disse smarte hoveder engang og informere dem om at megapixels kun er et aspekt af hvor gode fotos der tages eller video der optages.

Da iPhone 4 udkom for et halvt års tid siden lavede MacWorld en sammenligning (https://www.mobilterminalen.dk/nyheder/iphone-4s-kamera-evalueret.html ) af de forskellige kameraer der fandtes i populære smartphones på den tid (samt med nogle professionelle fotografiapparater) og konkluderede at iPhone 4 var den mobil på markedet der tog de bedste billeder og optog den bedste video, bedre end telefoner som Droid X, Evo 4G og Samsung Galaxy der alle indeholder 8 megapixel kameraer. Årsagen er at iPhone 4 benytter en særlig kamerateknologi der fanger flere fotoner/mere lys når billeder tages, også kaldet en ”Backside Illuminated Sensor”. iPhone 4 indeholder også som noget nyt en LED blits til at hjælpe med at tage billeder når det er mørkt. Blitsen fungerer fint nok indenfor, men som så mange andre ting kan den ikke oplyse store områder, hvilket gør kameraet uegnet udendørs om natten.

Apple var dog ikke helt tilfredse med at stoppe der, og tilføjede i iOS 4.1 en HDR (High Dynamic Range) funktion i iOS 4.1 opdateringen, der gør det muligt for iPhone 4 at tage HDR fotos, der i mange tilfælde kan gøre fotografierne endnu bedre (i tilfælde af at det originale ser bedre ud end HDR versionen kan du vælge at beholde dette i stedet). I billederne herunder er venstre side uden HDR, og højre side med HDR.

iPhone 3GS var den første iPhonemodel der tillod videooptagelse, og iPhone 4 fortsætter traditionen, denne gang i HD. 720p video med op til 30 billeder i sekundet er understøttet, og billedkvaliteten er markant bedre end på forgængeren. Apple tilbyder desuden iMovie-applikationen for 30 kr. på AppStore, der tillader dig at redigere dine film direkte på telefonen. Xeni Jardin fra Boing Boing demonstrerer i nedenstående video hvordan iPhone 4’s optagekvalitet både ved dagslys og om aftenen:

iPhone 4 er den første iPhone med et frontkamera, begrænset til 0,3 megapixel, men dette er også mere en rigeligt til FaceTime, iPhone 4’s nye videochattjeneste. Tjenesten tillader dig at lave videoopkald til andre iPhone 4 telefoner (og nu også til folk der ejer en 4. Generations iPod Touch som også har kamera) så længe du har en Wi-Fi forbindelse i nærheden. Apple tillader desværre endnu ikke FaceTime-opkald over 3G (hvilket dog stadigvæk er muligt med Jailbreak).

Selve tjenesten fungerer som den skal, men vi er en smule skuffede over begrænsningerne på FaceTime, bl.a. at modtageren også skal have en iPhone 4 eller en 4. generations iPod Touch. Men hvis du har en ven, veninde eller kæreste, og i begge har en iPhone 4, så er det bestemt en sjov feature og interessant måde at kommunikere på. Det største FaceTime-problem er dog Wi-Fi kravet, der gør det umuligt at transmittere billeder live, f.eks. fra en tur i det blå.

iOS 4

iOS 4 er operativsystemet der udkom med iPhone 4. Siden systemet også kan installeres på iPhone 3G og 3GS-telefoner holder vi afsnittet om det kort, men nævner blandt andet nogen af de ting systemet introducerede siden iOS 3:

  • Multi-tasking, så du kan køre flere applikationer på en gang (noget skal man jo bruge den store mængde RAM til)
  • Mapper/Folders – Kom dine applikationer i mapper så du ikke skal rode rundt med 9 hjemmeskærme fordi du elsker at installere applikationer.
  • iBooks – Til køb og læsning af bøger
  • Forbedringer til Apples nuværende apps, blandt andet Mail osv.

Derudover er det som sædvanligt muligt at browse internettet, afspiller medier, spille spil, downloade applikationer, chatte, SMS’e, MMS’e, telefonere og alt hvad man ellers forventer sig af en moderne smartphone. Apple har som altid integreret iTunes Store og AppStore på telefonen, hvilket gør det muligt at købe og downloade musik direkte fra iTunes store der indeholder over 12 mio. musiknumre. Du kan derudover downloade podcasts, f.eks. fra magasiner (bl.a. har Danmarks Radio video-podcasts af deres udsendelser som Troldspejlet, So Ein Ding og mange andre programmer). Med den nyeste iOS 4.2.1 opdatering er det muligt via. Apples AirPlay at printe direkte fra din iPhone til printere eller enheder der understøtter det (hvilket desværre er relativt begrænset på nuværende tidspunkt) eller streame medier, f.eks. til Apple-TV, i dit hjem. Blæret, men irriterende at det kræver dedikeret udstyr. Det er kun hardcore Apple fans der virkelig kan få det absolut 100% fulde udbytte af Apples lille telefon.

Vurdering

Der er bestemt nogle irritationsmomenter vi her til slut vil nævne om telefonen.

Først og fremmest er det fortsat skuffende at Apples produkter er så ufleksible og kræver specificeret udstyr eller standarder for at alt fungerer. For den almindelige forbruger betyder dette ikke det store, men for dem som vil købe en smartphone fordi at de skal være ”smarte” er det stadigvæk et stort problem. Selvom telefonen generelt er solid er vi lidt skuffede over telefonens bagsideglas som muligvis kan gå lidt nemt i stykker hvis du taber telefonen, hvoraf vi anbefaler at man benytter en beskyttende case.

Når det så er sagt er iPhone 4 som telefonen en fornøjelse at have med at gøre. iOS er stadigvæk et af de mest solide, om end lidt begrænsede, telefonsystemer, og giver alt i alt en fantastisk oplevelse. Og selv hvis man ikke bryder sig om disse begrænsninger kan de lidt mere krævende brugere jailbreake enheden.

For resten af os almindelige brugere står vi tilbage med en telefon der sætter nye standarder i hvor meget sjov man kan få ud af sin smartphone. AppStore er stadigvæk langt større end nogen anden onlinebutik til smartphones, med applikationer og spil for enhver smag, og der er over 250.000 af slagsen, og hele oplevelsen med iPhone 4 er fuldt ud gennemført og integreret. Lydkvaliteten ved samtaler er fantastisk, og kameraet kan vi heller ikke brokke os over. Apple er ikke et firma der stiler til halve løsninger, og det skinner tydeligvis igennem at de elsker at sætte nye standarder, hvilket iPhone 4 bestemt er. Vi kan kun varmt anbefale telefonen for dem som er villige til at punge ud, men har du planer om at høre store mængder musik eller optage/se en masse video vil vi anbefale at du anskaffer dig modellen med 32 GB.

Specifikationer

Specifikationer

18 tanker om “iPhone 4 16 GB”

  1. Pingback: → TJEK: Sony Ericsson Arc priser FØR køb « (Kendt fra TV)

    1. Hej Susanne,

      iPhone 5 (eller det vil sige, efterfølgeren til den nyeste verison — iPhone 4) har endnu ikke ramt markedet. Rygterne siger den nok kommer engang til efteråret, men den kan komme senere.

  2. Pingback: OBS: Læs iPhone 4S test & se priser. Bedste iPhone til dato!

    1. Hej Jeanette,
      Der har været mange skriverier om iPhone 4 og dens antenne. Problemer har været størst i USA, da der, mange steder, ikke er lige så god dækning som der er tilfældet i Danmark. Jeg har selv iPhone 4 og må ærligt sige jeg ikke har oplevet problemer.

Skriv et svar