iPhone 4S anmeldelse
Så er den her. Apples næste mobiltelefon der skal “ændre verdenen”. iPhone er i handlen, og vi har derfor taget et kig på Apples nye barn på mobilmarkedet og set hvordan det holder op mod sine ældre brødre (specielt iPhone 4) og sine fætre og kusiner i Android-familien.
Ligner iPhone 4
Det første man skal være klar over når man køber en iPhone 4S er at den i høj grad ligner den foregående iPhone 4. Dem som forventer store designinnovationer, må nok se sig skuffede. Selve det fysiske design er stort set ens (dog med den designforskel at knappen til lydløs er flyttet, hvilket desværre gør at mange covers til iPhone 4 ikke passer til iPhone 4S). Ellers er der faktisk meget få fysiske indikatorer der gør det muligt at se forskel på de to telefoner.
Det er primært inden i hardwaren at iPhone 4S er speciel, samt Siri. Softwaren er stadigvæk den samme, og iOS 5 og iCloud kan altså findes på mere end iPhone 4S. Vi har derfor valgt at kigge på de væsentligste forskelle på iPhone 4S og forgængeren.
Ydelse og batteri
Der er ingen tvivl om at iPhone 4S er hurtig. Meget hurtig. Dual-core A5 chippen giver bl.a. en fantastisk grafisk oplevelse, også selv om den er underclocket i forhold til iPad 2, men problemet er desværre at der næsten ikke er nogen spil ude som kan udnytte de fantastiske grafiske egenskaber. Det er dog stadigvæk en fantastisk oplevelse at spille Infinity Blade på telefonen, men vi ville meget gerne have spillet 2′eren som desværre dog først kommer d. 1. december som en tidlig julegave.
I resten af telefonen kan den hurtigere processor også mærkes, dog i et mere begrænset omfang. Hjemmesider loader hurtigere, men ikke særligt meget hurtigere, hverken på Wi-Fi eller 3G. Telefonen føles mere responsiv, og det er tydeligt at hardwaren i 4S arbejder fantastisk sammen med softwaren i iOS 5 for at give brugeren en stærkt integreret oplevelse der drager fuldt udbytte af telefonens kapacitet, og det er dejligt at se at selvom telefonen ligger under moderne Android-enheder når det kommer til de fysiske specifikationer, at Apples system kompenserer så flot. Applikationer starter hurtigt, både takket være processoren og de 512 MB RAM i telefonen, og stort set alt kører som det skal.
Selv med mange applikationer åbne har vi derudover heller ikke oplevet nogen nedbrud på telefonen som vi ellers har haft en mindre tendens med på iPhone 4, og i høj grad på 4. generation af iPod Touch som kun har 256 MB RAM. Alt kører super stabilt, og Apple skal endnu engang have ros for at give den integrerede oplevelse på telefonen, der i høj grad skyldes styresystemet som er et præmieeksempel på bundsolidt design.
Batterilevetiden har også fået et nøk op, bl.a. takket være dual-core processoren som kan håndtere mere arbejde med mindre strømforbrug. Apples telefoner har altid stået højt på listen når det drejer sig om batterilevetid i smartphones, og iPhone 4S er deres stærkeste telefon på området lige pt. Hele 8-14 timers tale kan man få ud af telefonen afhængigt af om man er på 2G eller 3G, hvilket også giver op til 6 timers browsing på 3G og 40 timers musikafspilning. Alt i alt er der tale om en 10-15% forbedring fra forgængeren, der i forvejen havde relativt imponerende batterilevetid.
Sidst men ikke mindst har Apple formået at rette denne fatale antennefejl som plagede iPhone 4. iPhone 4S kommer som det første med to forskellige antenner som telefonen intelligent kan skifte imellem, selv under opkald. De gør det for det første muligt at få højere downloadhastigheder på 3G netværket, men samtidigt er antennasignalet langt stærkere end forgængeren, uanset hvordan du holder telefonen. Vi oplevede ingen opkald som blev afbrudt, og lydkvaliteten er fantastisk.
Kamera og video
iPhone 4 havde i forvejen et imponerende kamera, så det har ikke været let for iPhone 4S og Apples udviklerhold at skulle løfte denne byrde. Men Apple har valgt at gå all-in på netop dette område, og give kameraet en kraftig overhaling i iPhone 4S.
Udover et løft fra 5 til 8 megapixels, så har Apple implementeret flere opgraderinger i kameraet, bl.a. et infrarødt filter, en bedre fotosensor og en opgradering fra fire til fem linser samt en større kameraåbning til at fange mere lys.
Resultatet er kort og godt at iPhone 4S tager nogle fantastiske billeder i meget bedre farver end sin forgænger, og vi er imponerede over hvor sindsygt flotte billeder iPhone 4S formår at give os. Der er i mange tilfælde forbedringer i forhold til forgængeren, især når man kommer i situationer hvor der ikke er særligt meget lys. I god belysning kan forskellene være svære at få øje på, men iPhone 4S har lidt mere imponerende farver. Derudover er den nye redigeringsfunktionalitet i iOS 5 en kærkommen forbedring, der sikrer at du med det samme kan beskære og optimere et billede efter det er taget. iPhone 4S understøtter ligesom iPhone 4 stadigvæk HDR fotos. Billederne kan derefter nemt sendes videre eller ligges ud på nettet. Ydermere kan du i iOS 5 tage billeder med volume-op knappen.
iPhone 4S står også med 1080p videooptagelse, og her imponerer telefonen også for det meste. Video er knivskarp, har gode farver og optages med 30 billeder i sekundet uden problemer, og lyden i videoen går klart og tydeligt ind. Som noget helt nyt er Apples billedstabiliseringsteknik som stabiliserer videooptagelser betragteligt hvis man har problemer med at holde kameraet stille, og dette er kun noget du får på iPhone 4S, da telefonen kræver en dual-core chip for den slags videoredigering. Denne feature imponerer, og vi er overraskede over at der ikke er flere af Apples konkurrenter der forsøger sig med noget lignende.
Desværre har iPhone 4S et par mangler vi ikke er særligt glade for på kamerafronten.
For det første har du på en iPhone har du ingen kontrol over filstørrelsen på dine videoer og fotos. Alle fotos tages med 8 megapixels, og alt video optages i 1080p. Du har ingen valgmuligheder for at skrue ned for dette, og det kan være problematisk hvis du generelt ikke har så meget plads på din iPhone (f.eks. hvis du har en stor musiksamling eller film), samt hvis du ønsker at sende disse ting via. mail, MMS eller ved at uploade dem på nettet, da det hurtigt kan blive en langsom og belastende affære. Vi ved godt at i sigter efter en simpel brugeroplevelse Apple, men helt ærligt, det skal fikses.
For det andet har iPhone 4S, ingen autofokus udover ansigtsgenkendelse. Dette er specielt problematisk under videooptagelser hvor du filmer fra forskellige afstande. Det er muligt at sætte fokus selv med et tryk på skærmen på det objekt du vil fokusere på, men andre telefoner klarer langt oftere at kunne fokusere selv. Dette er også efterhånden en klar mangel fra Apples side der skal kigges på.
Siri
Det er svært at bedømme iPhone 4S uden at komme med et par kommentarer om Siri, iPhones nye intelligente stemmesystem.
Vi indrømmer blankt er for os her på redaktionen der elsker at lege med tech-gadgets er Siri virkelig både imponerende og underholdende, og vi sad da også og roede med systemet længe. Desværre må vi dog fra forbrugerens synspunkt konkludere at Siri på nuværende tidspunkt ikke er videre brugbar, ihvertfald ikke på den danske front, og mere eller mindre fungerer som et underholdende legetøj.
Den største mangel er naturligvis dansk sprogpakke. Siri skal på nuværende tidspunkt benyttes på engelsk (3 valgfrie dialekter), tysk eller fransk, og selvom man er i stand til at tale et af disse sprog perfekt, så forventer vi at de fleste brugere desværre vil falde tilbage til manuel touchstyring når først ‘cool’-faktoren har lagt sig.
En af de ting vi alligevel fik brugt Siri til var websøgninger. Selv på Engelsk er det nu engang stadigvæk langt hurtigere at søge på nettet gennem Siri frem for at bruge tastaturet, specielt taget i betragtning af at iPhone tastaturet for at sige det mildt er elendigt. Derudover var Siri’s evne til at diktere tekst også ret nyttig, og vi forudser da også at disse to features vil blive langt mere brugt når Siri engang kommer på Dansk.
Desværre ved vi ikke på nuværende tidspunkt hvornår dette sker, og danskerne risikerer derfor desværre at vente længe på de nye forbedringer. Når de til gengæld endelig kommer forudser vi at mange folk kan gøre god brug af diktering, bl.a. til SMS’er og lign. Desværre er Siri en smule begrænset i støjende områder, og vi havde ikke lige så meget held med telefonen på strøget som vi havde hjemme hos os selv.
iOS 5 og iCloud
Før iPhone 4S landede i butikkerne, opdaterede Apple mange af deres enheder (iPhones, iPads og iPod Touches) til det nye iOS 5 system, og det er også sådan iPhone 4S bliver leveret. iOS 5 har en stor række nye features, faktisk så mange som 200 over iOS 4, og vi er mere eller mindre begejstrede for de fleste af dem.
Som noget helt nyt er det med iOS 5 ikke længere nødvendigt at have en computer eller Mac for at benytte en iOS enhed. Når enheden tændes for første gang får man i stedet mulighed for at sætte den op og bruge den med det samme i stedet for at skulle slutte den til iTunes via. USB. En stærk forbedring fra Apples side, men da de fleste nok har en musiksamling de gerne vil have over på deres iPhone, så bliver det i sidste ende nok nødvendigt at synkronisere den med en computer.
iCloud er en af de største forbedringer i iOS 5. iCloud gør det muligt for applikationer, både Apples egne og 3. parts apps, at synkronisere data til skyen. Dette gør det muligt at have en konstant backup af alle sine data og holde alle sine iOS enheder synkroniseret konstant. Hvor man tidligere tog backups af sin iPhone via. iTunes, og hvor det bl.a. krævede en applikation som Outlook (eller en Mac) for at synkronisere sine kontakter, så kan dette nu alt sammen gemmes i skyen, hvilket samtidigt betyder live-opdateringer mellem alle dine iOS-enheder, samt din Mac hvis du har sådan en (sidstenævnte kræver dog Lion, der er nyeste version af Apples styresystem til Macs).
Det foregår alt sammen helt automatisk, og når du først har sat det op (hvilket på ingen måde er en krævende affære) bliver næsten alt synkroniseret mellem dine enheder, inkl. din kalender, kontakter, mails, påmindelser og indkøbslister, bogmærker, noter, fotos og dokumenter, og så længe enhederne er på 3G eller Wi-Fi kan du foretage ændringer der med det samme reflekteres andre steder. Derudover kan du også vælge at tage backup af dine indstillinger og din telefon gennem iCloud frem for iTunes. Dette gør at hvis du får en ny telefon så er du sikker på at kunne få alle dine indstillinger og apps tilbage igen, helt ned til de individuelle mapper og sortering som applikationerne lå i. Sidst men ikke mindst er det nu muligt at synkronisere sin iPhone over Wi-Fi med iTunes, selvom hastigheden på dette dog er betydeligt nedsat. Som noget nyt i iOS 5 er det ny desuden muligt at benytte sin enhed mens den synkroniserer, samt at synkronisering er langt hurtigere når den foregår via. USB.
Sidst men ikke mindst kan du nemt tilgå nogle af dine iCloud tjenester. Det drejer sig om dine synkroniserede kontakter, mails, kalender, dokumenter, samt at du har evnen til at spore din iPhone der hvis den er blevet væk, samt slette den, sætte en ny adgangskode eller få den til at ringe hvis du har glemt hvor du har lagt den.
iOS 5 bringer derudover notifikationscenteret til iPhone. Notifikationer er intet nyt, heller ikke på iOS hvor det blev introduceret i sidste udgave. Men hvor notifikationerne i iOS 4 var irriterende pop-ups der ofte kom mens man sad og lavede noget andet, så har Apple med iOS 5 streamlinet dem.
Notifikationscenteret bringes from overalt på telefonen ved at swipe ned fra toppen af telefonen. Det kan fuldt ud konfigureres hvilke apps der må ligge notifikationer deroppe, hvor mange de må ligge hver især, samt i hvilken rækkefølge. Derudover er der f.eks. også widgets i form af aktier og vejret. Desværre er der på nuværende tidspunkt ikke lukket op for at tredje-parts udviklere kan tilføje widgets, og applikationer må desværre så derfor nøjes med notifikationer frem for widgets foreløbigt.
iOS er stadigvæk langt foran Android-telefoner når det kommer til musik, og det er her at Apples erfaring med iPod skinner tydeligt igennem. Apples musikapp er stadigvæk den bedste, og iTunes er samtidigt en af de mere kompetente medieafspillere i PC/Mac-verdenen. Synkronisering af musik, playlister, og iTunes Store er stadigvæk alle konkurrenter overlegne, og er man musikelsker og ønsker at bruge sin telefon til dette, så er iPhone simpelthen perfekt.
Et sted vi dog stadigvæk er stort irriterede over iPhone er besked- og tekstsystemet.
Apple er som bekendt meget strikse med hvad man må og ikke må på deres telefon, og ofte kommer nye innovationer fra ideer som jailbreakere implementerede lang tid før Apple. Derfor er det til stor irritation at man stadigvæk er tvunget til at benytte iPhones standardtastatur, for det er for at sige det mildt, en gigantisk skuffelse at skrive på, og det forbavser os at Apple ikke har gjort noget ved det efterhånden.
Udover at stavekontrollen er uimponerende på alle niveauer, så er den måde man skriver på ofte også ret irriterende. Selv Androids standardtastatur, som heller ikke imponerer stort, er langt foran iOS tastaturet, og på Android kan du endda skifte tastatur kvit og frit på Android Market, hvor der er en række langt overlegne tastaturer tilgængelige, inkl. apps der tillader dig at skrive SMS’er fra din computer.
Diktering via. Siri gør til en vis grad op med dette, men Siri er stadigvæk ikke på dansk, og det er ikke alle der ønsker at sige deres private beskeder så de kan høres af andre.
Udover en række få andre tilføjelser er iOS dog som vi kender det: Et solidt telefonsystem med stor brugervenlighed, apps, musik, og iOS 5 bringer en række nye apps ind i billedet som gør systemet en tand bedre.
Konklusion: Bør du købe en iPhone 4S?
Der er ingen tvivl om at iPhone 4S er en kompetent telefon på mange niveauer. Den er uovertruffen til musik, synkronisering med iCloud fungerer bare, den har en super antenne, er relativt hurtigt og er en fantastisk spilleplatform, og har så absolut et af markedets bedste kameraer. Spørgsmålet er dog: Bør du købe dig en?
Problemet er at de fleste innovationer der er værd at komme efter i iPhone 4S ligger i operativsystemet, iOS 5. Siden tidligere iPhones ned til 3GS også får denne opdatering, så er det antal features iPhone 4S har over sin nærmeste forgænger er desværre minimalt. De reelle forbedringer (det nye kamera, A5 chippen og Siri) er ihvertfald ikke nok til at de fleste vil vælge at opgradere deres, og medmindre du svømmer i penge eller virkelig ønsker at spille de kommende spil der kan udnytte A5-processoren, så kan det for de flestes vedkommende ikke retfærdiggøres at skifte iPhone 4 ud med en 4S.
Derudover ser det ud til at Android-producenterne endelig vil overhaler Apple inden længe. De nyeste Android-telefoner i samme prisklasse som iPhone 4S har simpelthen nået det punkt hvor de har bedre hardware. Galaxy S2 der allerede kom tilbage i sommers har en dual-core processor på 1.2 Ghz, hvilket er en del højere end iPhone 4S 800 Mhz dual-core chip, og samme specifikationer kan forøvrigt findes på Galaxy Nexus der kommer til Danmark december 2011, samt at begge telefoner har flere RAM end iPhone, og at deres Super AMOLED-skærme med de rette indstillinger giver dem en længere batterilevetid. For det andet er Android-telefoner, efter en længere stilstand ved Android 2.3.5 Gingerbread (pga. at Android 3.0 kun var beregnet til tablets), omsider nået til version 4.0 med Ice Cream Sandwich, som kommer med en lang række nye features og som nemt matcher iOS 5.
iPhone 4S er bestemt en værdig efterfølger til iPhone 4, og da den nu kan anskaffes til samme pris som sin forgænger er der bestemt intet der bør tale dig fra at købe en 4S hvis det er en iPhone du ønsker. Det er kort og godt en bundsolid og lynhurtig telefon der sagtens kan stå distancen et godt stykke ind i fremtiden, og som musikentusiast er det usandsynligt at du finder en bedre musikafspiller i en telefon noget sted.
Telefonen slipper derfor heller ikke fra denne anmeldelse uden en stor anbefaling her fra redaktionen, men vi stiller dog samtidigt spørgsmålstegn ved om iPhone 4S kan slå sine konkurrenter i længden. Android-telefoner kan nu siges at være en dybt seriøs konkurrent til iPhone, og hvor vi tidligere ikke ville have tøvet med at kalde iPhone 4 den bedste telefon i verden da den kom ud, så er telefonkampen i 2011 langt mere intens end den var for et år siden. Der er noget for enhver smag på begge sider af hegnet.
iPhone 4S specifikationer
Netværk og andet generelt
2G Network GSM 850 / 900 / 1800 / 1900
CDMA 800 / 1900
3G Network HSDPA 850 / 900 / 1900 / 2100
CDMA2000 1xEV-DO
Telefonstørrelse
Dimensions 115.2 x 58.6 x 9.3 mm
Weight 140 g
Skærm og display
Type LED-backlit IPS TFT, capacitive touchscreen, 16M colors
Size 640 x 960 pixels, 3.5 inches (~330 ppi pixel density)
- Scratch-resistant oleophobic surface
- Multi-touch input method
- Accelerometer sensor for auto-rotate
- Three-axis gyro sensor
- Proximity sensor for auto turn-off
Lyd
Alert types Vibration, MP3 ringtones
Loudspeaker Yes
3.5mm jack Yes
Hukommelse
Phonebook Practically unlimited entries and fields, Photocall
Call records 100 received, dialed and missed calls
Internal 16/32/64 GB storage, 512 MB RAM
Card slot No
Data
GPRS Yes
EDGE Yes
3G HSDPA, 14.4 Mbps; HSUPA, 5.8 Mbps
WLAN Wi-Fi 802.11 b/g/n, Wi-Fi hotspot
Bluetooth Yes, v4.0 with A2DP
Infrared port No
USB Yes, v2.0
CAMERA Primary 8 MP, 3264×2448 pixels, autofocus, LED flash, check quality
Features Touch focus, geo-tagging, face detection
Video Yes, 1080p@30fps, LED video light, video stabilization, geo-tagging, check quality
Secondary Yes, VGA
Styresystem og andre funktioner
OS iOS 5
CPU 1 GHz dual-core ARM Cortex-A9 processor, PowerVR SGX543MP2 GPU, Apple A5 chipset
Messaging iMessage, SMS (threaded view), MMS, Email, Push Email
Browser HTML (Safari)
Radio No
Games Downloadable, incl. motion-based
Colors Black, White
GPS Yes, with A-GPS support and GLONASS
Java No
- MicroSIM card support only
- Scratch-resistant glass back panel
- Active noise cancellation with dedicated mic
- Siri natural language commands and dictation
- iCloud cloud service
- Twitter integration
- Digital compass
- Google Maps
- Audio/video player and editor
- Image editor
- Voice command/dial
- TV-out
Batteri og batterilevetid
Standard battery, Li-Po 1432 mAh
Stand-by Up to 200 h (2G) / Up to 200 h (3G)
Talk time Up to 14 h (2G) / Up to 8 h (3G)
Music play Up to 40 h
Se mere til iPhone 4s på Apple.com
Billeder
Herunder ser du et lille uddrag af billeder af iPhone 4S. Hvad enten den er med 16, 32 eller 64 GB, er designet/udseendet det samme.
Video
| Abonnement | Pris nu | Pris/md. | Pris/6 mdr. | Se tilbud |
|---|



Mahsum Fener (5. december 2011 07:35) #
Selvom jeg synes du ser negativt på iPhone 4s, køber jeg den alligevel.