iPhone 4 øger antallet af forsikringsanmeldelser

Gamle iPhones er efter lanceringen af iPhone 4 blevet et meget populært objekt i forbindelse med forsikringsanmeldelser.

Forsikringsselskaberne udtaler, at der indenfor de seneste to uger er sket en kraftig stigning af anmeldelser på stjålne eller ødelagte gamle iPhones. Forsikringsselskaberne Codan, Alm. Brand og TopDanmark har alle oplevet dette problem, og specielt hårdt er det gået ud over Alm. Brand, som har oplevet en fordobling af anmeldelser af skader og tyverier på iPhones.

Susanne Møllegaard, som er skadechef hos TopDanmark, udtaler dog, at man ikke skal få den tanke, at det her er den lette vej til en ny telefon, da de holder et vågent øje med dette. Yderligere så vil en ødelagt telefon oftest blive repareret, mens en stjålet telefon vil blive erstattet af en tilsvarende model.

De danske forsikringsselskaber holder sig dog tilbage med direkte at beskylde forbrugerne for snyd, hvilket man dog ikke gør i Norge, hvor samme problem ses. Her er der hos forsikringsselskaber ingen tvivl om, at kunderne snyder.

Kilde: DR.dk

Skriv et svar