Sony Ericsson Xperia Ray

Reklamerne for Xperia Ray har kørt på TV-skærmene et stykke tid efterhånden, og har lovet potentielle købere en mobiltelefon der tager gode billeder selv i lavt lys, som er hurtig, elegant, tynd, har god batterilevetid, og kommer til en overkommelig pris. Vi har på Mobilterminalen taget et kig på telefonen for at se om den kan leve op til hvad Sony Ericsson lover.

Design

Lad os med det samme slå fast at første gang man får en Xperia Ray i hånden imponerer den. Den er lille og meget meget tynd, vejer kun 100g, og har et minimalistisk design der alligevel giver vej til en 3.3″ skærm. Man opdager næsten ikke at den ligger i hånden. Det er personligt en af de ting vi altid har savnet ved HTC Telefoner, der på trods af deres gode brugergrænseflade altid har virket en smule mere klodsede i hånden. Det er dejligt at se at Sony Ericsson arbejde på at hæve designstandarden blandt de tonsvis af Android-telefoner man kan købe.

Xperia Ray er også af samme årsag en god telefon til folk der for første gang tager springet til Smartphones. Man kan vælge mellem fire farver i de fleste butikker (hvid, sort, pink og gylden). Nybegyndere der kommer fra featurephones vil hurtigt blive imponeret. Telefonen har tre knapper på fronten. To af dem er touch-sensitive, mens homeknappen i midten er fysisk. Dette er ikke noget vi personligt har set før, men det er en interessant approach. Derudover er der power-knappen på toppen, som sidder placeret midt på telefonen (i modsætning til HTC og iPhones hvor den sidder i højre/venstre side af toppen), noget som bestemt vil behage venstrehåndede der ofte trækker det korte strå på det område.

Skærm

Vi vil allerede her gerne have lov at nævne at en af Rays bedste features, skærmen. Det er underligt at Sony Ericsson ikke har lagt mere vægt på skærmen i deres markedsføring, for den er godt nok imponerende for en smartphone i mellemprisklassen. Opløsningen på 854 x 480 (16:9) på en 3.3″ skærm giver en fantastisk pixeltæthed der stærkt nærmer sig Apples Retina-skærm, og forskellen er så lille at man ikke kan se den.

Hvad man derimod kan se er at pixeltætheden ikke er den eneste fordel ved skærmen. Skærmen fremviser nogen af de flotteste farver for en telefon i den prisklasse, og sammenlignet med andre Android-telefoner står Xperia Ray over mange af dem. Skærmen er fantastisk, også i dårligere belysning, og det er fantastisk at benytte den, uanset om det er til video, billeder eller andre formål.

Der er dog to problemer her. Det første problem er at telefonens skærm desværre er en smule for lille til at skrive ordentligt på hvis man bare har lidt for store fingre. Det er ikke et problem for kvinder eller mænd med små fingre, men for visse personer kan det være en irritation. Hvad der bestemt heller ikke hjælper på det område er at standard-tastaturet ikke imponerer. Vi anbefaler bestemt at man finder et alternativt tastatur på Android Market, f.eks. Swiftkey X (som kommer med varmeste anbefalinger her fra redaktionen) eller Swype. Touch-skærmen samt de touch-sensitive knapper var derudover ikke altid lige responsive.

Det andet problem er at telefonen relativt nemt bliver ridset. Der skal ikke lang tids brug til, før små ridser dukker op på skærmen. De er små og for det meste ubetydelige, men for folk som går op i at deres telefon skal være i tip-top stand fysisk vil det uden tvivl skabe frustrationer. Vi anbefaler derfor kraftigt at man får en eller anden form for skærmbeskyttende plastik over skærmen.

Kamera

Et af Sony Ericssons store salgsargumenter for telefonen er kameraet der angiveligt skulle tage gode billeder selv i lav belysning. Desværre er dette, ironisk nok, ikke en af Rays stærke sider.

Misforstå os ikke, kameraet tager gode billeder og optager fin 720p HD video med sine 8 megapixels. Men billeder og video optaget i lav belysning er ikke specielt imponerende, og har bl.a. mange artefakter (såkaldte ‘grains’). Billeder og video i god belysning er der til gengæld ikke noget at klage over. De står skarpt, har naturlige farver, og mikrofonen er god til at optage lyd til videoer, hvilket alt i alt giver en fantastisk videooplevelse det meste af tiden.

Ydeevne og batteri

På batterisiden af tingene viser Ray endnu engang en af sine stærke sider.

På trods af telefonens lille størrelse kommer Ray med et 1500 mAh batteri, hvilket er en smule mere end de 1420 mAh der er at finde i iPhone 4 batteriet, og er i samme klasse som telefoner der oftest kommer med 4″ skærme eller større. Men selv om disse to batterier ligger tæt op af hinanden, så er Rays mindre skærm sammenlignet med 4″ modeller i høj grad med til at give telefonen en fantastisk levetid. I en moderne verden hvor smartphones sluger batteri når der spilles, browses, telefonen er på Wi-Fi eller bruger GPS, BlueTooth, ses video osv. er det vigtigt at telefoner har batteriet til at understøtte dette. 1500 mAh er på ingen måde det største der er set i industrien, men for sådan en lille og meget let telefon er det stort.

Rays 1 Ghz processor er relativt hurtig, men kan dog ikke måle sig med de dyrere smartphones der på nuværende tidspunkt kommer med dual-core processorerer og op til dobbelt ydeevne. Desværre for disse telefoner er de høje hastigheder mest tiltænkt folk der ønsker at bruge deres telefoner til at køre højgrafiske spil, og selv iPhone 4S og iPad 2 har relativt få titler ude som udnytter den kragtige A5-chip der sidder i disse telefoner. Med andre ord kan langsommere telefoner sagtens være med på de fleste fronter, og Ray er ingen undtagelse. Telefonen afviklede de spil vi testede glimrende, og browsingoplevelsen er fantastisk og hurtig, selv på videoer med Flash (som kan afspilles uden problemer).

Brugergrænseflade og opkald

Android benyttes som bekendt af mange telefonproducenter, så den eneste måde man kan differentiere sig på udover hardwaredelen af telefonen er de særlige brugergrænseflader og integrerede apps hver producent inkluderer i Android.

Sony Ericsson giver os med Ray en opdateret version af deres Timescape grænseflade, som er en stærkt modificeret version af Androids standardudseende. Brugergrænsefladen er umådelig flot og behagelig at bruge, men desværre når den i vores tilfælde ikke helt over målstregen.

Årsagen er at integrationen simpelthen ikke er specielt veldesignet. Timescape tillader dig f.eks. at scrolle igennem alle dine FaceBook og Twitter-opdateringer, men interfacet er derudover ikke dybere integreret med disse tjenester, og du kan ikke lave hurtige replys til tweets eller FaceBook-historier du læser i Timescape. I stedet skal du direkte ind i de individuelle applikationer og gøre disse ting, hvilket mildest talt er en skuffelse.

Hvad der også skuffer er den manglende mulighed for automatisk at forbinde dine FaceBook-kontakter med dine telefonkontakter. Hvor HTC har formået at gøre denne proces mere eller mindre automatisk, så er den på Ray fuldt ud manuel, hvilket simpelthen gør det alt for besværligt hvis bare man har mere end nogen få telefonnumre derinde, og du vil blive meget gladere hvis du bare springer over. Begge disse punkter er områder hvor Sony Ericsson desværre stadigvæk er bagude.

For de brugere der ikke ønsker at benytte Sony Ericssons standardapplikationer, så findes der heldigvis i de fleste tilfælde alternativer. Vi kan som tidligere nævnt anbefale Swiftkey X som en erstatning for tastaturet, og Handcent SMS er også en fin applikation hvis Sony Ericssons SMS-app ikke lige er din kop te (begge applikationer kan hentes på Android Market og understøtter dansk. Handcent SMS er gratis, mens Swiftkey X koster 20 kr. og har en prøveversion tilgængelig så du gratis kan se om det er noget for dig).

Opkaldskvaliteten på telefonen kan vi absolut ikke brokke os over. Signalmodtagelsen var fantastisk i de områder vi testede, og slog for vores testers vedkommende Wildfire S i både lydkvalitet (uden høretelefoner) og opkald indendørs.

Afsluttende vurdering

Der er meget få negative ting at sige om Xperia Ray, og de negative ting der endelig er at sige er i småtingsafdelingen. De største skuffelser kommer muligvis fra det faktum at det ellers er ting som Sony Ericsson reklamerer med er telefonens stærke sider (*host* kameraet i lav belysning), men de gode ting opvejer de negative langt hen af vejen, og det er ikke til at komme uden om at både den minimale størrelse, den lækre skærm, den høje batterilevetid og den relativt gode ydeevne og opkaldskvalitet er fantastiske argumenter for hvorfor du skal skaffe dig en Xperia Ray hvis du ikke ønsker at investere i en Smartphone fra den helt dyre ende af skalaen. Flere af de negative sider (tastaturet, Timescapes begrænsninger osv.) kan man komme uden om via. alternative applikationer, og resten er lir til en relativt god pris.

Vi giver Sony Ericsson Xperia Ray vores varmeste anbefalinger for en mellemprisklassetelefon.

4 tanker om “Sony Ericsson Xperia Ray”

  1. Jeg tror at den koster omkring 1500 kr. Ved det ikke præcis. Jeg har selv xperia arc s som jeg har givet 1800 kr for. Den er nok lidt dyrere i virkeligheden for jeg har købt den gennem mit teleselskab hvor jeg har både telefonabonnement og internet og derfor sparet lidt som god kunde. Jeg tror jeg fik 600 kr. i rabat

Skriv et svar