Doro 345 EasyPhone

Anmeldelse

Doro EasyPhone 345 anmeldelse

Doro EasyPhone 345 telefonen er en særlig telefon der henvender sig til den lidt ældre del af befolkningen.

Telefonen er specifikt designet til bl.a. at være nem at betjene for folk som har nedsat syn, hvilket telefonen klarer ved at komme med store knapper som er nemme at se og føle sig frem til, samt en skærm med stor læselig tekst og masser af baggrundslys og farver.

Telefonen kan næsten ikke være mere simpel. Udover det sædvanlige numeriske tastatur med knapperne 0-9 (samt # og *) har telefonen en op/ned knap til menuen, en rød/grøn telefonknap respektivt at foretage et opkald og lægge på, samt to knapper mere til at navigere menuerne. På siden er tre knapper, to til volumen og en til et lille lys/lommelygte der sidder monteret på telefonen, samt en knap på bagsiden der sætter telefonen på højtaler. Hver knap har en specifik funktion som står angivet på den, og det bliver aldrig rigtigt forvirrende på nogen måde.

Selve telefonens menu er også meget simpelt designet. Du vælger bare knappen der hører til ”menu” og scroller op og ned blandt de forskellige funktionaliteter telefonen har.

Selvom telefonen er designet til at være simpel, så har den alligevel noget fin funktionalitet der følger med. Udover at telefonen naturligvis er i stand til at SMS’e, så har den bl.a. FM Radio, lommeregner, vækkeur samt BlueTooth funktionalitet. På siden af telefonen er der desuden en indgang til et jackstik så telefonen kan bruges med høretelefoner eller lign. apparatur. Telefonbogen har plads til 100 kontakter (med op til 3 numre per kontakt), og der medfølger en række forskellige ringetoner med telefonen.

Telefonen har derudover også et behageligt lydsystem indbygget. I de telefonopkald vi testede med kunne vi høre modtageren klart og tydeligt, og med betydelig lydstyrke, ligesom hvis man ringede fra en fastnettelefon. Opkaldskvaliteten var rigtig god på de fleste tidspunkter, og dem vi snakkede med kunne også rapportere at vi kom klart og tydeligt igennem i vores ende. Telefonen havde umiddelbart ikke problemer med at få signal i de områder vi testede den med et TDC-abonnement.

Batterilevetiden er også rimelig for telefonen. Den har en imponerende 280 timers standby-tid, og omkring 3½ times taletid.

Det eneste egentlige negative man kan sige om telefonen er det meget simple og uinspirerede design, der (for at sige det mildt) er meget kedeligt, og skærmen er heller ikke videre stor med en opløsning på 128 x 96. Som nævnt er skærmen dog stadigvæk af fin kvalitet, og teksten er MEGET letlæselig, selv for folk med nedsat syn eller briller. Derudover er telefonen heldigvis meget let, og vejer kun omkring 100 gram.

Vi anbefaler varmt Dore EasyPhone 345 til folk der muligvis døjer med nedsat hørelse eller syn, da både lyd, lys og design på telefonen hjælper til at kompensere for dette. Telefonen har en respektabel batterilevetid, og den simple funktionalitet gør at selv folk uden anlæg til teknisk finesse kan være med.

5 tanker om “Doro 345 EasyPhone”

Skriv et svar